Historierne

Lad os slå det fast med det samme. En tur på Camønoen er også en tur fyldt med gode historier. Nogle af dem er endda rigtige. Især hvis du opsøger de lokale og booker formidling eller andet hos dem.

På Nyord bor Camønoens cremekonge William. Han laver er pensioneret biokemiker. Men kan ikke lade koblerne være og render nu rundt og samler urter, som bliver til skønne cremer og (uundværlig) myggebalsam. Han vil forresten også gerne banke lidt kulturhistorie ind i knolde på os alle sammen.

Det første kys

På træerne i Stege Vold lige ved Møns Museum findes en meget sjælden ildtæge. Find den, hvis du kan. Volden er fra Middelalderen og dengang fyldt med kadavere og fæl stank. Hvis du lukker øjnene er det også på volden, at nogle fik deres første kys. Vi siger ikke hvem. Men prøv det selv!

Gylleugen

Hvis du bevæger dig ud på Camønoen i særlige perioder, er det bedst at være forkølet. Vi kan lige så godt gå til bekendelse. Der bliver spredt gylle på markerne i en kort periode. Især om foråret. Hvis lugten bliver for fæl i gylleugen, kan du få klemmer til næsen på Møns Museum. Og så ellers nyde at sure sokker og armhuler ikke generer særligt i den periode.

Hippierne

Ude på Vestmøn bor stadig mange af hippierne, som flyttede til området tilbage i 60´erne. Vær med til meditationer eller besøg Hårbøllehuset, hvor lokale ildsjæle holder området i gang med arrangementer og café. Preben bor også i området og han donerer hvert år noget af omsætningen fra sin naturcamping til et godt formål.

Vi glæder os til at du møder dem alle derude.