Camønopause Bogø Mølle

Bogø Mølle

1150 fastboere. 40 foreninger. Og dig.

Vi køber en ø

At ø-boerne købte deres ø tilbage af kongen i 1769. Det er der en vis vilje i. Men at de så lige fældede lidt ekstra skov for at skrabe ekstra 61 rigsdaler sammen for at få møllen med i købet, vidner om den lokale ånd, som stadig svirrer rundt i luften i dag. Da vi begyndte at arbejde med Camønoen, gik der ikke mange dage, før vi fik en mail; må vi også være med?

Bogø er et sted med sin helt egen logik

Det er sted i landet med de fleste foreninger. 40 er det for tiden. Og vi kan da nævne i flæng; Bogø Tarteletlaug - Her serveres tre retters menuer udelukkende bestående af tarteletter med alskens lækkerier i. "Dramklubben" er en forkortelse for foreningens rigtige navn som er: "Bogøs kongeligt inspirerede selskab for udbredelse af kjenskabet til Brændevin, Bjesk og Bitter - samt tilhørende Nordiske Egnsretter."

Her kokkereres mærkelig mad efter gamle opskrifter. De samler selv urter og laver deres egen brændevin, bjesk og bitter. Velbekomme.

Forsamling á la Bogø

Velkommen til Bogøkøkkenet. Konceptet er enkelt. Det foregår på hverdagsaftener skiftende mellem dagene fra mandag–torsdag (ikke fredag og i weekender – her henvises vi til de lokale spisesteder). Der serveres helt almindelige retter f.eks. lasagne eller boller i karry. Ca. priser for at deltage bliver 50 kr. for voksne, 25 kr. for unge under 15 år og børn under 6 år spiser gratis. Der vil være postevand på bordene og mulighed for at købe øl, vand og vin til rimelige priser. Vi er et ”kokketeam” (pt. bestående af 18 personer), der vil skiftes til at tilberede maden. Meld til en uge før og betal ved tilmeldingen.

De vandrere, der vandrer på Camønoen og som overnatter på Bogø de pågældende dage, har mulighed for, at komme og spise sammen med ”de lokale” – på lige vilkår.

Så fint!

Tag en lur

Det er ret fint at overnatte på Bogø. Der er flere fine shelter- og teltpladser. Og du kan såmænd også overnatte i det lokale fyr. Der er brændeovn og det hele. Vi synes også lige, du skal vide, at der er noget af landets fineste farvand til kitesurfing. Tag selv ud og kig på de flotte……sejl.

Det kribler jo for at fortælle om alle de skønne oplevelser, der er på Bogø. Men sofalæsning giver ikke helt mening, når man kan tage ud og opleve det hele selv vel?

Her finder du Camønostemplet

Stemplet hænger på døren til pauserummet.

Kontakt

Helle Bohnfeldt
Tårnbakken 57
DK 4793 Bogø By

+45 21 60 29 07 
helle.flemming@mail.dk

Find vej til Camønopause Bogø Mølle