BAG OM CAMØNOEN

Camønoens fødsel

Camønoen blev født på Møn, da to lokale kvinder var ude at vandre. De talte om, at det da kunne være dejligt om man kunne lave en vandrerute, som skulle hedde Camønoen. Tak til Tine og Marianne!

Og sådan landede idéen hos Museum Sydøstdanmark, der sammen med gæve folk fra Vordingborg Kommune begyndte at arbejde med idéen og realisere projektet med midler fra Realdanias kampagne Stedet Tæller.  

Det særlige

Idéen var fra start at finde ud af, hvad det helt særlige ved området er. Og det helt særlige, er William og Preben og Ole og Gerda og Regina og Lene og Hans og alle de mange andre ildsjæle, som er med til at gøre oplevelsen fin.

At naturen og historierne, der knytter sig til området kun er med til at gøre oplevelsen unik, er en ekstra bonus. På Camønoen vandrer du gennem alt fra Danmarks fødsel, urskov og oldtid til kunsthåndværk, sagn, myter og gastronomi. Det hele ultra lokalt.

Hvordan er Camønoen tænkt?

Lad os slå det fast. Camønoen er for alle! Hvad enten du er erfaren vandrer, nybegynder, barn, voksen, vil vandre på vej, sti, strand, skov, vil sove i shelter eller på et slot. Camønoen tilbyder mulighed for det hele og alle kan være med i Camønoen og tilbyde service og oplevelser til vandrerne. Bare du er venlig og har lyst til at dele din egn med andre.

Hvem står bag?

Der er mange, der har været med til at realisere Camønoen. Først og fremmest Realdanias kampagne Stedet Tæller, som har støttet projektet med fondsmidler.

Om kampagnen

Stedet Tæller er en Realdania-kampagne, der frem til 2016 støtter konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Kampagnens projekter skal være med til at udvikle og udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten i yderområderne. Realdania har afsat i alt 115 mio. kr. til at støtte konkrete, fysiske projekter samt afsat midler til formidling af viden og inspiration til aktører i yderområder. 

Lokale ildsjæle, landskabsarkitekter, GIS-folk, arkæologer, historikere, kommunikationsfolk, vejfolk, håndværkere og endnu flere ildsjæle, har også lagt mange kræfter i. Hvis du skulle få lyst til at gå i gang med et lignende projekt, deler vi gerne ud af vores erfaringer.

Kontakt

info@camoenoen.dk